Saunahåndklæde: hvilken størrelse, og hør eller frotté?
Share
De fleste tager et almindeligt badehåndklæde med i saunaen første gang og opdager to ting: det er for smalt til at svøbe om kroppen, og det bliver tungt og koldt når det er vådt. Her er hvad der faktisk virker.
Størrelsen er det vigtigste
Et badehåndklæde er typisk 70 × 140 cm. Det kan tørre dig, men det kan ikke nå rundt om de fleste voksne og blive der.
Til sauna og vinterbadning skal du op på mindst 80 × 160 cm. Ved den bredde kan håndklædet svøbes om kroppen og holde sig selv, og længden rækker til at sidde på det i saunaen uden at det slipper.
Skal du bruge det til begge dele — sidde på og svøbe om dig — så tag to. Det ene bliver vådt, det andet skal være tørt når du kommer ud.
Frotté eller hør?
Frotté i bomuld suger mest og føles varmest mod huden. Det er det rigtige valg hvis du prioriterer komfort, og hvis håndklædet mest skal bruges hjemme eller i svömmehallen. Til gengæld er det tungere og bruger længere tid om at tørre.
Hør suger også godt, men det største plus er at det tørrer hurtigt og fylder lidt i tasken. Det er derfor hør er populært til vinterbadning, hvor håndklædet skal med hjem vådt. Hør føles hårdere de første par vaske og bliver blødere for hver gang — det er normalt og går ikke over ved at købe dyrere.
Vaffelvæv er en mellemvej: lettere end frotté, tørrer hurtigere, og fylder mindre. God til rejse og til badeværelset derhjemme, mindre god hvis du vil have den tykke, varme følelse.
Det alle glemmer: håret
Kommer du op af vandet i frostvejr med vådt hår, mister du varme hurtigere end du tror. Et hårhåndklæde i vaffelbomuld fylder ingenting i tasken, trækker det meste af vandet ud på få minutter, og holder sig selv på plads med en knap. Det er den billigste opgradering af en vinterbadetur der findes.
Vask: dræb ikke dit håndklæde med skyllemiddel
Skyllemiddel lægger sig som en hinde om fibrene. Det føles blødt i starten og gør håndklædet markant dårligere til at suge vand. Vask ved 40 °C uden skyllemiddel. Er håndklædet blevet stift, så hjælper en vask med lidt eddike i stedet.
Undgå tørretumbler på hør og på vaffelvæv — det kan krympe.
Kort sagt
- Mindst 80 × 160 cm hvis det skal kunne svøbes om kroppen
- Frotté til varme og komfort, hør til hurtig tørring og lav vægt
- Tag to med, ikke ét
- Husk hårhåndklædet
- Aldrig skyllemiddel
Vi oplyser mål, materiale i procent og vaskeanvisning på hver enkelt vare, så du kan sammenligne før du køber. Se dem under Bad og sauna.
